PROFIL
Helle Deichmann
Født i Silkeborg 1976 - autodidakt kunstner - værksted på Vestfyn.
Arbejder med det abstrakte maleri - primært akryl på lærred - mange lag tilsat oliekridt, tusch og blyant...
Jeg bliver ofte spurgt til maleprocessen...
Den er svær at sætte ord på. Når jeg maler, er jeg fri. Jeg befinder mig i en verden, hvor intet kan forstyrre mig - er 100% fokuseret på lærredet.
I begyndelsen er mit fokus udelukkende på farverne; sammensætninger og kontraster, lys og skygge. Jeg forsøger ikke at tænke, at male ubevidst, intuitivt, så penslen nærmest arbejder af sig selv. Jeg maler den farve, der i øjeblikket falder mig ind, lag på lag. Senere opstår former og figurer, strukturer, som jeg måske, måske ikke, reagerer på.
Jeg begynder at styre mit arbejde, i den retning jeg ønsker i øjeblikket/nuet - har ikke planlagt på forhånd men arbejder i den retning, maleriet trækker mig. Jeg maler elementer af genkendelighed uden dog at fortælle en given historie og forklare maleriet. Holder af at male finurlige "hints", som måske opfattes forskelligt, afhængig af øjet der ser.
Jeg arbejder med kompositionen - dog meget kaotisk, og går igennem flere faser, før det hele falder på plads og giver mening. Maleriet ændrer både farve og udtryk undervejs. Det ene øjeblik er min streg rå og voldsom - det næste maler jeg en detalje. Jeg holder af kontrasterne - de skaber dynamik for mig.
Processen varer ofte flere måneder. Et maleri "hviler" mens jeg maler videre på andre, for senere at dukke frem igen og blive viderebearbejdet - og måske færdiggjort. Jeg maler intuitivt og derfor kan udtryk og farver ændre sig radikalt fra dag til dag, hvilket gør malerierne umiddelbart meget forskellige.
Inspirationen... hvor kommer den fra?
Jeg inspireres af ALT omkring mig - store og små ting - ting jeg ser, hører, oplever, opdager, lys og farvesammensætninger overalt, musik, en talemåde, en stemning jeg føler, en umiddelbar tanke eller sågar farven på et par nye støvler.
Inspirationen fylder og bobler i mit hoved og jeg har brug for at få alle tanker og idéer ned på lærredet for at undgå "overload".
Jeg bliver rastløs og "svævende", indtil tankerne og ideerne er omsat til lærredet - derpå er jeg klar til at observere og reagere på ny....